Modelbygger- og minisave
Balsa, tynd krydsfiner, plast og messing skæres af model- og minisave dér, hvor en almindelig sav brækker materialet. Minisavene har et bredt og stift blad til lige snit, mens U-formede løvsave har et tyndt udskifteligt blad til kurver og udskæringer. Antallet af tænder per tomme ligger på modelsave mellem tredive og tres, og blade til løvsave nummereres fra otte til otte nuller. Bladet sættes i med tænderne mod håndtaget, for løvsaven skærer på træk nedad.
Modelbygger- og minisave
Dér, hvor en almindelig sav brækker materialet eller ikke kan komme til, træder model- og minisave til. Den første gruppe er minisave med stift og bredt blad, som fører et lige snit i balsa, tynd krydsfiner og plast. Den anden er U-formede løvsave, hvor et tyndt udskifteligt blad spændes op til kurver og udskæringer. Løvsavsudgaven bruges især af guldsmede og sølvsmede, fordi den også går gennem sølv og messing.
Bladbredden gør forskellen mellem de to grupper, for den afgør, om snittet går lige eller i bue. Et bredt og stift blad viger ikke ud i materialet og holder linjen selv uden anslag. Et tyndt blad i buen kan drejes i enhver retning og kommer gennem skarpe sving. Den, der har brug for begge dele, køber begge save, for den ene erstatter ikke den anden.
I tyndt materiale hører en så fin tanding som muligt, derfor ser man på antallet af tænder per tomme. Modelsave har tredive til tres tænder per tomme, hvilket efterlader en glat kant selv i en millimeter krydsfiner. Blade til løvsave nummereres i stedet fra otte til otte nuller, hvor otte er groveste og otte nuller fineste. Reglen om tre tænder i indgreb gælder også her, ellers brækker en tand af mod kanten.
Løvsaven virker kun, når bladspændingen er tilstrækkelig, for et slapt blad vrider sig og knækker. Buen trykkes lidt sammen inden opspænding, bladet klemmes fast i begge ender og spænder sig selv, når man slipper. På justerbare buer ændres også dybden, altså hvor langt fra kanten der kan skæres. En stålbue holder spændingen bedre end en aluminiumsbue, til gengæld er den tungere og mærkes ved langt arbejde.
Bladet i løvsaven sættes i med tænderne mod håndtaget, for snittet sker på træk nedad. At trykke nytter ikke, saven føres med sin egen vægt, og tempoet kommer af træklængden, ikke af kraften. I metal gnides bladet med bivoks, og emnet hviler mod en udskåret bænkpind, ellers bøjer den tynde del sig.