Tvinger og klemmer
Enhåndstvinger med ti centimeters spændvidde, F-tvinger med skralde, en C-tvinge i stål, låsbare griptænger samt løftetænger til plader og stenblokke. Spændvidden siger, hvor tykt emnet må være mellem kæberne, armdybden hvor langt ind fra kanten tvingen når. Kæberne på en enhåndstvinge kan vendes, og værktøjet presser så fra hinanden i stedet for sammen. Løftetænger lukker sig ved lastens vægt, men holder ved friktion, så på en våd eller fedtet overflade slipper de lasten.
Tvinger og klemmer
En tvinge holder emnet i stedet for den anden hånd, indtil limen er hærdet, eller snittet er færdigt. I kategorien er der enhåndstvinger med ti centimeters spændvidde og niogtyve kilos spændkraft, F-tvinger til træarbejde med skralde, der betjenes med én hånd, en C-tvinge i stål, låsbare griptænger til svejsning og en teleskoptvinge til skuffefronter. Kroppene er som regel af nylon med en skinne af hærdet stål, kæberne drejer og er underlagt med PVC, så de ikke trykker mærker i træet. Hertil hører også løftetænger til plader og stenblokke med en bæreevne fra trehundrede og femogtyve til fem hundrede kilo og en loddetrådsholder med sugekop til printplader.
Spændvidde og armdybde er to forskellige tal, og netop dem forveksler man oftest. Spændvidden siger, hvor tykt emnet må være mellem kæberne, armdybden hvor langt ind fra kanten tvingen når. Til at lime to lister sammen rækker en stor spændvidde, til at presse en kantliste mod midten af en bred plade afgør dybden. C-tvingen har lille dybde, F-tvinger og stangtvinger betydeligt større.
På enhåndstvingen kan kæberne vendes, og værktøjet presser så fra hinanden i stedet for sammen. Det er godt, når en ramme har sat sig, når en samling skal presses fra hinanden for at blive skilt ad, eller når en dør skal holdes åben. Det er den samme tvinge, bare vendt, så et spredeværktøj skal du ikke betale for særskilt. På modeller med skralde styrer du stadig trykket med den ene hånd og holder emnet med den anden.
Rådet om, at en limsamling ødelægges, hvis man spænder for hårdt, holder sig, men med håndtvinger kan man i praksis ikke sulte en fuge. Det anbefalede tryk på fugen er i blødt træ omkring fire til syv bar og i hårdt tolv til sytten, hvilket en håndtvinge snarere ikke når end overskrider. Den praktiske regel lyder, at man skal påføre et tyndt jævnt lag og spænde, indtil der langs hele fugen presses en sammenhængende limstreng ud. Samlinger, der slipper, er som regel limet for sent eller med for lidt lim, ikke spændt for hårdt.
Løftetænger lukker sig ved lastens vægt, så jo tungere pladen er, desto fastere griber de om den. De holder dog ved friktion, og derfor slipper de lasten på en våd, fedtet eller støvet overflade, og lige sådan går det, når armene åbnes i en for stor vinkel. Under den hængende last står man ikke, og lasten føres ikke med hånden.